Wtf? Dexter!

Jeg hader kædebreve. Jeg ikke bare misbilliger dem; jeg hader dem.

I dag modtog jeg et kædebrev på Facebook, hvilket jo ikke burde komme som nogen overraskelse, da Facebook er selveste satans ynglested for den slags ubrugelige nonsens. Selvfølgelige, som de fleste andre af den slags absurde tilfælde, så påstod dette kædebrev, at hvis man ikke læste hele lortet og mindst sendte det til 10 andre, så ville man miste hvilken lykke man nu engang ville have opnået. Det er så der jeg tænker; hvem i helvede er syg nok i hovedet til at sende det, til en person der ikke har en skid at miste?

Hvad er det for en absurd verden vi lever i, hvor åbenlyse tåber for lov til at producere den her slags lort? Jeg mener, for det første findes der jo netop folk der er så dumme, at de faktisk tror på den her kædebreve og for det andet, så fatter selve skribenten såvel som bringeren ikke, at den her slags absolut sindssyge omgang ælv muligvis kune rippe op i noget, som modtageren en gang for alle egentlig ville have glemt. For satan, jeg bliver så arrig over den slags ignorance.

Jeg gad godt leve i en verden med væsentlig færre idioter og flere selvtænkende individer.

For mig var 09 ikke et ret godt år. Mistede mit job, ødelagde utallige af forhold til potentielle personer der nemt kunne have været blevet til noget, røg på hospitalet og erkendte at jeg føler mig gammel. Ikke gammel som at jeg er tættere på 30 end de 20, men rent ud sagt gammel. Slidt op og har accepteret min ensomhed.

Jeg er ikke ret tit på Facebook mere – og det er med god grund. Jeg er træt af at logge på og se, at nu har mine bekendte oplevet et eller andet helt fantastisk, eller at de bare har det super-godt. Jeg er pisse ligeglad. Hvad rager det mig, og i alt sin enkelthed resten af verdenen. Egentlig stammer det fra noget jeg engang læste i en bog, eller så var det en film jeg så. Jeg kan ikke huske det. Mennesket er et rovdyr, og uanset hvor meget vi prøver på at vise sympati og medfølelse, så er det langt de fleste ting der næppe holder os søvnløse. nemlig fordi vi er pisse ligeglade.

Nok om Facebook. Jeg bruger nok tid på at slippe væk fra det, så der er næppe ingen grund til at snakke mere om det. Jeg tror jeg har understreget min pointe grundigt.

For nogle timer siden lod jeg mærke til, at en fyr i Canada jeg lærte at kende for nogle år siden, udtalte at 2009 havde været godt for ham og at 2010 ville blive endnu bedre. Et eller andet sted rasede der en jalousi i mit hovede da jeg læste det. Hvorfor skal hvert eneste år altid være så skide godt for de samme mennesker. Hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig, at året (hvilket som helst) vi lige er trådt ud af, bare har været noget lort, og at de det næste sikkert også bliver det. Endnu engang, mennesket er et rovdyr, vi elsker skandaler, intriger og drama.Det er derfor der altid er død og ødelæggelse i nyhederne.

For mig var 2009 året hvor jeg nåede bunden. Det år hvor jeg opgav håbet og begyndte at lytte til mit had. Hvor jeg overlod mig selv til den sønvgænger-agtige tilstand jeg altid har befundet mig i. Året hvor det gik op for mig, at jeg selv er skyld i min suppedas. For at være ærlig, så er den tilstand altid værst omkring jul og nytår. De sidste par år har julen ikke haft den store betydning for mig. Ej heller har nytåret. Der er for mange irriterende minder der vender tilbage hvert eneste år, lige præcis omkring jul og nytår. Minder der ikke er til at slippe af med igen. Det har intet med at jeg er blevet voksen og at julen bliver mindre og mindre magisk, jo ældre man bliver. Det er slet ikke det jeg er inde på. Nej, sidste gang jeg holdt en mere eller mindre betydningsfuld jul, var i 2006. Præcis en uge og en dag inden mit liv gik i stå. Hvert år, brænder julen og dagene efter, sig fast i min hukommelse og æder op alt hvad der skulle være lykkeligt. Dog er julen ikke det værste af det hele. Det værste er altid den 1. januar. Det er den dag der giver mig det sidste spark ud over kanten og efterlader mig depressiv og ude af stand til at være positiv på nogen måde. Dagene efter den 1. januar, er jeg altid en smule disorienteret omkring de fleste ting og jeg ender med at lukke mig inde på den ene eller anden måde, hvor jeg helst ikke vil have særligt meget at gøre med andre mennesker, fordi jeg har brug for at genoparbejde den lille smule selvtillid jeg har tilbage. Nu er der taget hul på År 4, og det er ikke blevet nemmere.

Tidligere i dag så jeg en koreansk film om en mand, der efter en bytur, var vågnet op i noget der minder om et hotelværelse hvor døren var låst. Uanset hvor meget han hamrede og bankede på døren  hjalp det lige lidt. Den eneste menneskelige kontakt han havde, var et lille hul i døren hvor der blev skubbet mad ind til ham. I det rum blev han holdt fanget i 15 år uden at have nogen anelse om hvorfor. Som tiden gik, blev han mere og mere sindssyg, og som han selv sagde, så føltes det som et hjem efter år 11. Da han blev lukket ud var han en slagen mand. På en eller anden måde følte jeg en form for empati med manden. Jeg kunne genkende lidt af de følelser han havde, da han blev sluppet ud. Han havde intet sted han følte han hørte til, ikke rigtig nogen han kendte og havde ingen idé om, hvad pokker han skulle foretage sig. Sådan har jeg haft det i 4 år nu. Jeg bor i en by hvor jeg næppe har meget at komme efter. Jeg har intet familie tæt på, og de få bekendte jeg har, ved jeg vil forsvinde inden længe. Det er bare ikke her jeg hører til.

I 2009 var jeg med min Far i London. Her sagde han til mig, at han godt kunne forestille sig at jeg ville passe ind. Jeg ved ikke hvorfor han sagde det, og jeg er også ligeglad. Hovedsagen er, at jeg er enig med ham. Sjældent har jeg været noget sted, hvor jeg bare havde det fedt, uden at alle mine bekymringer omkring mit liv ødelagde fornøjelsen. Det var første gang i, dengang 3 år, at jeg følte en lille snært af lykke. Simpelthen rendyrket lykke.

Jeg faldt over et website tidligere, da jeg søgte på google efter andre folk, der bruger megen tid på at snakke med sid selv. Det er en side der omhandler de mål man har i livet, hvor man så kan nedskrive de mål og senere krydse af hvorvidt man har gjort det eller ej. Det er ret fascinerende. Grunden til at jeg søgte efter andre der snakkede med sig selv, er fordi jeg har lagt mærke til at jeg er begyndt at gøre selv samme ting, og egentlig gerne ville finde noget information om det fra andre der har det ligesådan. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg taler med mig selv; kunne være ensomhed, kedsomhed, mangel på indhold i livet. Kunne være så meget, men jeg ville hvertfald se om jeg kunne finde noget informatiom omkring det. Det skal lige siges, at det ikke er fordi jeg er ved at blive sindssyg. Det er åbenbart en ret normal ting.

Jeg overlevede 2009, nu skal jeg også bare overleve 2010.

Jeg har ikke blogget i et godt stykke tid, af en så simpel grund at jeg ikke har gidet.

Siden sidst har jeg formået at være indlagt på to hospitaler for stress (som havde ødelagt visse dele af mine indre organer), mistet min indkomst hele to gange, og skidt verden et godt stykke. Andet kan vel næppe ikke forventes af mig.

Dog her på det sidste er jeg begyndt at filosofere lidt over hele min beskidte tilværelse, og jeg er nået frem til, at jeg sgu egentlig er gået hen og er blevet lidt rådden i det. No shit!

Indenfor en måned er jeg blevet sammenlignet med en af satans hånglangere, fået smidt i hovedet af en nær ven hvilket ondt, koldt, modbydeligt og absolut dårligt menneske jeg er, som kun kan finde ud af at manipulere andre folk og få det værste frem i dem. Det er jo lidt en gammel kending vi har fat i der, for den historie har jeg jo hørt før. Jeg er ikke ret stolt af at blive kaldt den slags, men jeg skammer mig nu heller ikke. Jeg står gerne ved, at jeg ikke er et af Guds bedste børn.

Dog har jeg ondt af mine forældre. Jeg ved godt hvordan de har slidt og slæbt i det, for at få mig udviklet bare nogenlunde normalt, og alligevel kan jeg ikke finde ud af at være et rigtigt menneske. Jeg kan huske at min far nævnte for noget tid siden, at det aldrig var hans plan, at hans søn skulle vokse op og blive hvad jeg er i dag (læg mærke til hvordan den dårlige samvittighed ligefrem understøtter ordet “søn”). Undskyld far, men sådan er det altså. Jeg er ked af jeg aldrig fik fuldført mit job som din gulddreng, men det er altså ikke ret nemt at leve op til dine krav altid.

Nå, men for at vende tilbage til at jeg åbenbart er et dårligt menneske, så er der gået sport i den for visse af mine nærmeste, at finde på nye grusomme ting de kan kalde mig. De er ligefrem efterhånden gået så langt at rotte sig sammen i mod mig, for at se om de kan få mig pillet ned. Dog uden held endnu, skal det lige siges. Jeg har lært en vigtig lektie i dette sammenhæng dog; uanset hvor meget du så end beskytter og holder hånden over visse mennesker der ikke fortjener det, så skal der ikke meget mere end en lille fejltagelse til, så bryder helvede løs. For at tage et eksempel:

Inden  jeg røg på hospitalet havde jeg brugt størstedelen af min tid på, at beskytte en kammerat mod en der havde til vane for a chikanere ham. Samme gjaldt en anden kammerat, og jeg præsterede at få denne chikane stoppet ganske enkelt via magt. Da jeg så røg på hospitalet blev jeg jo en smule afskåret fra omverdenen, da jeg hverken havde mulighed for at komme i nærheden af noget internet så jeg kunne holde mig en smule opdateret, eller havde en telefon der virkede for den sags skyld. Da jeg så kom ud igen, viste det sig, at de selvsamme to personer var blevet så fine venner at der ikke var megen brug for mig mere. Det kan jeg håndtere, men at de ligefrem ender med at blive ligeglade med mig, se det er en helt anden sag. Jeg er ikke meget for at blive dolket i ryggen, da jeg desværre har oplevet det en smule for meget, gennem mit ellers ret korte liv. Den enste måde jeg kan reagere når den slags situationer forkommer, er at gå i fuld forsvar. Er der noget min bror har lært mig, så er det at der er ingen der skal lave pis med mig uden at slippe godt fra det. Episoden endte med to tabte venskaber, som jeg helst ikke vil genoptage igen, og at jeg endnu engang besluttede mig for at lukke mig selv inde igen. Jeg er træt af, at når jeg endelig åbner en smule op, så bliver jeg fyldt med lort. Jeg gider det ikke.

Det er muligvis også derfor at jeg har svært ved at håndtere romantikken. Jeg har en beundrer, men jeg kan ikke rigtig sætte mig selv ind i det. Jeg kan ikke rigtig tillade mig selv at have hjertet med i det, da jeg af en eller anden årsag fornemmer at det nok skal gå galt. Forresten selv samme beundrer der kaldte mig for en af satans håndlangere. Jeg er ikke helt sikker på hvordan det er baseret, men der er vel en grund til det.

Mor og far: Jeg er ked af jeg ikke kan være det pragteksemplar  af en søn i så gerne ville have. Især er jeg mest ked af det på dine vegne, Mor, for du har haft mere end nok bøvl med os unger efterhånden.

Nå, men nu kan resten af verden igen rende mig.

Pas på jer selv!

Godt så..

Min norske veninde (bosat i Danmark) har med hård hånd besluttet, at vi skal holde Rosa Fest. Det betyder at man primært skal dukke op i lyserødt tøj. Nu ligger landet sådan, at jeg ikke er glad for at klæ mig åndssvagt, men lyserødt kan jeg godt gå med til.

Det betyder nu, at jeg er på jagt efter et lyserødt jakkesæt. Google er ikke til megen hjælp, men jeg søger videre.

Nogen af jer, der evt. kender et godt sted at købe sådan en fin lille sag?

Ifølge diverse artikler jeg har læst omkring nihilisme, er det gået op for mig, at jeg på mange punkter er en nihilist. Langt de fleste mennesker ville finde det værende en negativ ting, men egentlig synes jeg ikke det er så slemt endda.

“Nihilisme (af latin nihil, intet) er et filosofisk standpunkt, der benægter eksistensen af et objektivt grundlag for erkendelse og moral.” – Wikipedia.

Meget er jeg blevet kaldt, såsom selvdestruktiv og fraværende, hvilket jo passer ganske fint. Henad vejen passer det jo ganske godt, men jeg ser det bestemt ikke som en negativ ting. At tage den diskussion op med folk, har ikke vist andet end at det skaber en masse vrede, da vi alle jo er forskellige. Jeg har forlængst accepteret, at jeg ikke anerkender eksistensen for en lang række ting, herunder meningen med livet, andre folks morale eller erkendelse. Dog vil jeg påpege, at det heller ikke altid er rart at være fanget i nihilismens jerngreb, da det kan forsage en masse ballade. For at tage et eksempel har jeg for vane, at blive uvenner med en lang række folk, da jeg ikke deler selvsamme glæde livsglæde eller har samme interesse for livskvalitet. Dette vil man tydeligt kunne se i den række noveller jeg har skrevet. Senest er det blevet til en kort novelle, med titlen “Tabermentalitet”. I bund og grund var den udstillet i mit univers set med mine øjne, som var et soleklart bevis på, hvordan jeg selv havde det med livets og dets omgivelser. Kort sagt, at se verden med et gråsyn der omhandler om, hvor ligemeget det meste alligevel er i sidste ende. Langt de fleste ville sætte sig imod mig på dét punkt og atter engang prøve på at overbevise mig om, at glæde og lykke er noget af det vigtigste i livet. Igen må jeg påpege, at folk er anderledes og ikke alle har de samme værdier. 

Dette er også grunden til, at jeg har et bittert syn på ting som kærlighed og parforhold. De fleste tror at det er grundet en slem oplevelse, hvilket det muligvis også var i starten, eller rettere sagt; det var hvad der gav det sidste og endelige skub. Selvsamme gælder det for lykke. Mens jeg står på sidelinien ser jeg de fleste jeg kender, styrte gennem livet og udvikle sig, alt i mens jeg står stille og et eller andet sted ikke har et problem med det. Dette har skabt en masse tumult, samt forældre der har været helt nede på knæ for et bede mig om at komme videre. Jeg har gået med til at jeg nok skulle gøre noget ved det, men det er bestemt ikke fordi jeg vil ligesom de fleste andre jeg kender, hvor det at komme videre bare er en del af deres normer. Selvfølgelig er der også ting jeg gerne vil, og visse drømme jeg gerne vil have der måske går i opfyldelse, men det er ikke en vigtig ting.

Jeg ser mig selv som et monster og jeg har mine grunde. Som Brett Easton Ellis valgte at lade sin nøglefigur i American Psycho forklare, så er mit liv ret simpelt. Du kan se mig, røre ved mig og høre mig, men i bund og grund eksisterer jeg ikke. Hvorvidt det er en sindstilstand eller ej, ved jeg dog ikke.

Med dette indlæg, forventer jeg nærmest en masse vrede og visse folk, der siger jeg ikke skal være så negativ og se lysere på tingene. Jeg nægter.

Hvorfor pokker har I så travlt? Ja, jer midt i 20erne.

Mellow og forladt sad jeg i bussen i dag på vej hjem, havde forinden smilt pænt til en pige og virkelig nydt mit singleliv. Med Radiohead bragende igennem mit hoved lod jeg mærke til, at bussen standsede og ind kom en pige på min egen alder, højgravid og med en 2-årig i klapvognen. Det er her hvor jeg vågner op og kommer til at tænke på, at folk i min alder har alt, alt for travlt. I spytter jo unger ud, som om at jo flere børn i har, jo højere status får i i samfundet.

Ja, jeg ved godt at Fredericia er paradiset, hvad angår parcelhus, ligusterhæk og det ultimative suburban life, men fald nu lidt ned. Unge mennesker nu om dage har alt for travlt, hvilket jeg synes er synd. Det er jo spild af liv. Jeg kan godt se det fede i, at bo i fast ejendom inden man er 30, selvom jeg får kvalme hvergang jeg går forbi en forhave med et lille urtebed. Der er masser af tid til den slags, og ligefrem i stedet for at ødelægge jeres liv på den måde så hurtigt, så tag jer tid til at finde ud af hvordan tingene i virkeligheden fungerer. Jeg behøver ikke nævne skilsmisseraterne i Danmark, vel? Med alle odds imod os, kaster vi os nu om dage ud i for tidligt ægteskab, snotunger og en sofa klisteret til i hundehår. Mens i sidder dér i jeres parcelhus og griner røven i laser over tabere som mig, forstår i ikke at jeres liv er på en spiraltur langt ned i Helved. Den der ler sidst, ler bedst mine små venner. Når i sidder et sted midt i 40erne, med jeres sørgelige liv der er gået i vasken, mens i har to teenageunger stadig boende hjemme, og finder jer selv logge på Datingsider hver eneste aften, vil jeg nyde livet fordi jeg tog den med ro. Jeg skal nok ende som jer – uden tvivl, men jeg tager den med ro. Mit liv er allerede blevet knust til atomer én gang pga. den slags, og det vil jeg ikke lade ske igen.

Og så er der Facebook. Gud hvilken rædselsfuld opfindelse. Her kan jeg sidde og se på billeder af jeres nyfødte unger, som i har spyttet ud i flæng. Se jer ævle om hvor fantastiske de er, og jeg er da sikker på de også er fantastiske. Hvis det ikke var fordi de var endnu et led i jeres selvdestruktion.

Selvfølgelig er der nogen af jer der nok skal klare den, leve den eventyrlige historie til fulde, og ende med at blive gamle og grå sammen. Hvis i kan lave sådan et stunt tager jeg gerne hatten af for jer, men for guds skyld, tag den dog med ro og lev jeres liv en smule.

Alle folk har deres mareridt. Jeg snakker ikke om de mareridt du får midt om natten, men virkelighedens mareridt. Nogle er bange for edderkopper, andre mus, slanger, diverse kryb, og visse folk har endda deres sociale mareridt. Mit mareridt er de 4-øjede monstre. De er overalt. Jeg ser dem hver eneste dag, jeg omgås med dem, jeg afviger dem – de kan bare ikke undslippes. De har 4 øjne, 4 hænder, to munde og to næser, 20 fingre. Hver eneste gang jeg ser dem, jager skrækken igennem mig og på sin vis håber jeg, at jeg ikke bliver et af dem.

Langt de fleste ender med at udvikle sig til et af dem. For dem er det en smuk ting, og mens de sidder i situationen har de glemt alle de rædsler den position i livet fører med sig. Sågar en af mine nærmeste er et af dem.

Indtil videre har jeg undsluppet. Et par gange har jeg været på randen til at ende sådan, men jeg har undsluppet. Der har sågar været abnorme øjeblikke hvor jeg har ønsket at blive et af dem. Jeg er glad for nu, at jeg ikke er et af dem. Jeg har det fint nok med at være et sarkastisk og alene monster i sig selv. Der er så mange ting jeg ikke skal tage stilling til, og stort set bestemmer jeg selv min tilværelse.

For en lang række mennesker er det deres mål at ende som et 4-øjet monster. Skabe sig en tilværelse, i en så banal mængde at de synker ned i sølet. Visse andre kan slet ikke leve uden drømmen om at være et af dem, og sågar Hollywood har i flere årtier, valgt at bygge hele deres taktik på dem. Som en anden zoologisk have, betragter vi andre dem med overraskende og spørgende blikke, der siger “Hvordan skete det?”.

Jeg vil gøre alt for ikke at ende som dem, og istedet prøve på at fokusere mere på min egen fremtid som en enspænder.

Det sidste indlæg var et rant om, hvor meget jeg frygtede at blive voksen. Der er nu gået godt og vel små to måneder siden da, og jeg har haft muligheden for at vænne mig til det. Dog vil jeg påpege, at det af den grund stadig ikke er blevet nemmere, men der er heller ikke meget der har ændret sig.

Jeg har taget stilling til nogle ting, ændret nogle ting og i det hele taget prøvet på at se resten af verden med andre øjne. Jeg drog til London på ferie, men mest af alt var det et ihærdigt forsøg på at finde mig selv, finde ud af om drømmen om London virkelig var hvad jeg havde troet. Jeg kom tættere på drømmen, fik afklaret nogle ting omkring mit liv og besluttede mig for, at jeg stadig gerne en dag vil flytte dertil. Hvad der førhen bare var idéer er nu blevet realiteter. Jeg vil stadig gerne være journalist med base i London. Jeg vil stadig gerne, når jeg bliver træt af at være skribent, have en bogforretning med base i London. Selv min far, som hidtil har stillet spørgsmåltegn ved alle mine valg, måtte indrømme at jeg passede ind i London.

Optagelsesprøven på DJH gik som jeg havde forventet. Noget skøjtede jeg over som en lille prinsesse, andet måtte jeg sidde i ren desperation og føle hvordan mit mod langsom forsvandt ned i et stort sort hul. Det betyder, at jeg på nuværende tidspunkt ikke har nogen fornemmelse af hvordan det gik. Samtidig tør jeg heller ikke at have nogen forhåbninger. Det vil ikke bringe andet, end en mulig skuffelse i sidste ende, hvis jeg ikke kommer ind.

Noget helt andet er, at jeg er begyndt at følge mere med angående hvad der rør sig i vores samfund. Jeg er stadig ligeså kritisk som jeg altid har været, og jeg tvivler på det ændrer sig foreløbigt. De sidste mange måneder har den interne debat med mine nærmeste stået på uddannelse, især priserne i skolens kantine. Her til morgen kunne jeg læse på forsiden af en avis, at vi åbenbart ikke var de eneste der var opmærksomme på et sådan stigende problem. Artiklen hævdede at elever på diverse uddannelse, betaler noget nær det dobbelte, som folk hos ministeriet f.eks. gør. Det kan vi kun nikke genkendende til. Det er absurd, at man som studerende skal betale nær 50 kr. for et måltid mad. På månedligt basis vil det løbe op i godt og vel 800-900 kr. Så længe SUen er så lav, synes jeg ikke det kan være rigtigt, at en så simpel ting som mad skal ligge i en sådan prisklasse på en uddannelsesinstitution. Endnu engang må jeg hævde, at vi ikke skal være stolte over vores velfærd, så længe tingene ser så groteske ud.

Forresten, jeg hader sikringer. Især sent på aftenen.