Wtf? Dexter!

Eller det er måske så meget sagt. Jeg havde ikke rigtig en barndomskæreste; nærmere ‘den store teenagekærlighed’.

Den sidste uge har ikke været ret nem. Først en fyring ud af den blå luft, og stort set uden nogen reel grund. Derefter et venskab der langsomt smulrede, vel og mærke et venskab der alligevel var begyndt at gå i den retning (men en afslutning er jo aldrig rar, vel?). Sidst men ikke mindst den fortabte kærlighed, åh hvilken grusomhed det dog end er!

I over en uge har jeg været trist til mode, og ikke rigtig gidet nogle folk. Dog er jeg på ret køl lige nu, og det kan jeg takke min gamle teenagekærlighed – Louise, for. Jeg hørte pludselig fra hende, og vi kom til at snakke om gamle dage, uden at det hele føltes hverken forkert eller akavet på nogen måde. Det er snart 10 år siden det hele gik for sig (8 år egentlig, men hvem fanden tæller alligevel, ikke sandt?), og derfra har jeg en masse gode minder. F.eks. festen hvor vi første gang mødte hinanden, hvor vi endte med at sove på en trappe og senere en meget lille sofa, i et stort dyrt hus et sted i Hellerup (ironisk nok ejet af min eks-kærestes forældre). Senere hvordan vi var til fødselsdag sammen, og sov på nogle puder der tilhørte en gammel sag af en sofa. Louise og jeg har mange gode minder sammen, og jeg holder meget af de minder og især hende. Tror aldrig helt jeg holdt op med at føle for hende, som jeg gjorde dengang. 

Velvidende at vi begge nu er voksne, godt i gang med vores karrierer og lever to vidt forskellige liv, er det godt man har nogle minder at falde tilbage på. Dengang havde vi ikke meget (som unge mennesker har nu om dage), men vi levede højt på, at sålænge vi havde hinanden så skulle det nok gå – og det gik.

Det tydeligste minde jeg har om hende, var turen hjem fra Hellerup med S-Toget. Hun skulle til Rødovre og jeg selv, ja jeg skulle til Hovedbanen. Under den korte togtur udvekslede vi ikke et eneste ord. Vi havde travlt med at nyde at være sammen, for ingen af os vidste hvornår vi ville se hinanden igen, og der skulle da også gå godt et år før vi sås igen. Ofte har flashbacks af, hvordan hendes blå øjne heletiden søgte mine. Det er den slags øjeblikke jeg er glad for jeg kan huske. 

Som alle andre havde vi også en sang. Det var i de år hvor jeg var helt vild med Kashmir, hvor jeg gik i samme tøj som dem og kunne alle deres sange udenad (hvilket jeg tror jeg stadig kan). Louise var også vild med dem, og en aften kom vi til at snakke om dem. Vi udvekslede nogle sange, og deriblandt var Bring Back Superman. Den sang har siden da altid været vores sang. Ofte har jeg fået en besked fra hende, at nu hørte hun den og kom til at tænke på mig. Se, det er jo noget en gammel taber som jeg bliver glad for, og det varmer ikke mindst om et sørgelig hjerte som mit.

Siden dengang er der sket en masse. Kort efter vores ungdom var ved at have nået sin ende forsvandt jeg, og glemte alt om slænget (dvs. jeg glemte dem jo ikke, de var bare ikke en del af mit liv mere). Vi fik begge faste kærester, jeg blev far og kom aldrig væk fra Jylland mens hun blev i København. Vi havde begge en retning vi skulle følge nu. Så vidt jeg ved, følger hun stadig sin retning, mens mit liv langsomt faldt fra hinanden.

I mine relativt korte 24 år har jeg formået at skaffe en masse minder, men ingen minder vil nogensinde stå så stærkt som mine minder om Louise.

Den dag i dag snakker vi stadig sammen…