Jeg hader den, frygter den og mest af alt foragter jeg den – Nemlig; 25-års krisen. Jeg har nu rundt regnet sådan ca. 3 uger tilbage, til at finde ud af hvad fanden jeg skal stille op med den. Alt i mens tomheden, resignationen, frygten og panikken raser i mit sind som en flok rabiate hunde, finder jeg mig selv siddende og tænker over alle de ting jeg egentlig ikke fik gjort som ung.
Selvfølgelig havde jeg da også mine gode tider, især i løbet af mine teenage-år (på trods af langt de fleste et eller andet sted anså mig for at være vedvarende stupid, hvilket jeg jo ikke var), såsom hvordan min kreativitet brølede afsted med 180 i timen, da jeg drak mig en tur i hegnet for første gang, og hvordan første gang man kom tættere på det modsatte køn. Men hvis jeg kigger på ungdommen nu om dage, så misunder jeg dem. Ikke for hvad de har eller hvordan de går klædt, men fordi de har så mange år endnu at leve højt på den slags, alt i mens mit for alvor voksne liv er lige rundt om hjørnet.
Men er det nu også det? Ser jeg tilbage på hvad jeg har opnået og hvad jeg evt. skulle have forberedt mig på, så har jeg egentlig sprunget over hvor gærdet er allermest lavest. Det er her panikken for alvor sætter ind. Skal jeg giftes, vil jeg egentlig helst blive det senest når jeg er 30. Nu er jeg næsten 25, tiden er så småt ved at rende ud, og når man er en bundsolid single-fyr som mig, så ser det ikke ligefrem lyst ud. Rent fysisk ændrer man sig også et eller andet sted; håret tynder en smule ud her og der, synet er allerede begyndt at svækkes og man er blevet en anelse rundere omkring livet end hidtil. Det er med rædsel i sindet jeg om morgenen står op, for at stirre mig selv i spejlet for at se den mindste antydning på nogle få rynker (dog heldigvis uden held endnu).
Selvfølgelig er der også positive sider ved denne krise. Jeg er begyndt at tage visse ting mere seriøst, såsom livet omkring mig taget i betragtning af mit yderst store ego. Jeg læser væsentlig flere aviser nu om dage, alt i mens mit forbrug af kaffe er steget gevaldigt. Rent mentalt føler jeg mig heller ikke som en naiv teenager mere, på trods af folk stadig tror jeg kun er 19, og når jeg stiller spørgsmål til hvorfor, tørrer de den bare af på min ellers så farvestrålende personlighed. Den flint af is jeg førhen havde i brystet, der på sin vis skulle forestille mit hjerte er også begyndt at smelte. Jeg kan nærmest ikke se en reklame for WSPA mere, uden at jeg føler en vis vrede og nærmest sorg. Det har ikke hidtil førhen været mig. Mine fornemmelser siger mig at jeg er ved at blive voksen og følsom et eller andet sted.
Noget helt andet er mine interesser (udover aviser og det maniske forbrug af kaffe), der også er ved at ændre sig. Jeg har de sidste mange år været glad for litteratur, men selv det er ved at tage nye højder. Jeg foretrækker nu om dage mere intelligent skønlitteratur, fremfor det jeg ellers fortroligt nød i stor grad, da jeg var på den friske side af de 20. Samme gælder min smag i film. For ikke så længe siden sendte de Predator (ja, den med Arnold i hovedrollen) i TVet, og jeg indrømmer blankt at den ikke havde den samme effekt på mig, som den havde da jeg købte den på VHS for mine egne lommepenge for små 13 år siden. Jeg er begyndt at se de mere følelsesladet film, især britiske dramaer. Jeg er sågar nået så langt at jeg har investeret i Brokeback Mountain på dvd og nydt den. Jeg drikker mig heller ikke sanseløst fuld mere, og de gange jeg egentlig tager et smut i byen vælger jeg at holde mig til min grænse.
Det er svært at tænke på at jeg inden længe muligvis skal til at tænke på hus, børn, bil, hund, sure naboer, farven på min væg, økonomi og et velfungerende forhold, hvilket jeg hidtil har været verdensmester i at destruere med mit ego. Pludselig skal livsstilen også laves om; måske skulle man stoppe med at ryge og motionere noget mere. Være mere flink og rar og ikke en tikkende bombe af vrede, mens man prøver på at bekæmpe resten af verdenen med arme og ben. Det er på tide at overgive sig til resten af samfundet og blive et med det.
Jeg kan som sagt se frem til 10 år fyldt med panik, angst, frygt, resignation og en mulig tomhed hvis tingene går helt skævt.
Man siger jo om midtvejskrisen, at det er ligesom panik før lukketid. Denne krise derimod vil jeg påpege er som panik før åbningstid, hvor du selv står bag døren og stirrer med frygt ud på den virkelige verden.
Jeg er på røven.
