De sidste to dage har jeg haft ‘fornøjelsen’ af at besøge Gråsten. I samme hug besøgte jeg også min Far, men det er en hel anden historie, ligeså vel som hvorfor jeg var i Gråsten (det var faktisk en jobsamtale).
Efter nævnte jobsamtale, fandt jeg mig selv på randen af depression (ikke fordi jeg fik afslag, for dér er vi ikke kommet til endnu), da jeg realiserede at jeg måtte vente på mit tog i Gråsten i godt to timer. Gråsten er ikke verden mest begivenhedsrige by – det ved enhver idiot, men ikke noget er trods alt så skidt at der ikke kommer noget godt ud af det. Dog vil jeg påpege, at det ikke altid er helt sandt. Gråsten er meget lig depression. Jeg havde set frem til kaffe fra kiosken på banegården, stride strømme af intelligent litteratur (da undertegnede havde glem at tage en bog med), og muligvis et nærmere kig på befolkningen. Med dyb sorg i mit sind må jeg erkende, at ingen af mine håb på nogen måde viste sit sande ansigt. Banegården havde ingen kiosk og det tætteste man kunne komme på en kop kaffe var enten misbrugcentret, som banegården deler bygning med, eller tankstationen på den anden side af gaden. Kaffe var hermed ikke en mulighed, da jeg simpelthen nægter at drikke kaffe fra en tankstation. Jeg var mand nok til i det mindste at kunne drikke det tjærelignende stads man kan få på enhver banegård.
Litteratur så jeg heller ikke skyggen af, da mangel på en kiosk endnu engang sørgede for at den mulighed blev destrueret som dug for solen. Tankstationen havde ikke andet end ugeblade og det er ikke hvad jeg forbinder med litteratur. En plan måtte sammensætttes og med et svagt glimt af håb, bedrog jeg mig afsted rundt i byen medbringende min kuffert for at finde en bogforretning. Umiddelbart skulle man tro at enhver by i det minste havde en bogforretning, men det gælder åbenbart ikke Gråsten. Efter en times søgen opgav jeg håbet og trodsede mine fordomme, til fordel for at bevæge mig ind på farlig grund i form af Super Brugsen. Langt de fleste supermarkeder har nu om dage en eller anden form for litteratur, og samme gjaldt Super Brugsen. Problemet var bare, at de sådanset kun havde et udvalg på hele to bøger. Vel at mærke to bøger jeg absolut ikke fandt interessant. Fra dét øjebik begyndte jeg at hade Gråsten, selvom jeg havde været i byen nogle gange da jeg selv har boet i Sønderborg i nogle år.
Jeg har absolut intet imod små samfund, men Gråsten vinder virkelig prisen i år, for årets mest kedelige og ligefrem depressions fremtvingende by. Undskyld til borgerne i Gråsten, men jeg har virkelig ondt af jer.
