Wtf? Dexter!

Det sidste indlæg var et rant om, hvor meget jeg frygtede at blive voksen. Der er nu gået godt og vel små to måneder siden da, og jeg har haft muligheden for at vænne mig til det. Dog vil jeg påpege, at det af den grund stadig ikke er blevet nemmere, men der er heller ikke meget der har ændret sig.

Jeg har taget stilling til nogle ting, ændret nogle ting og i det hele taget prøvet på at se resten af verden med andre øjne. Jeg drog til London på ferie, men mest af alt var det et ihærdigt forsøg på at finde mig selv, finde ud af om drømmen om London virkelig var hvad jeg havde troet. Jeg kom tættere på drømmen, fik afklaret nogle ting omkring mit liv og besluttede mig for, at jeg stadig gerne en dag vil flytte dertil. Hvad der førhen bare var idéer er nu blevet realiteter. Jeg vil stadig gerne være journalist med base i London. Jeg vil stadig gerne, når jeg bliver træt af at være skribent, have en bogforretning med base i London. Selv min far, som hidtil har stillet spørgsmåltegn ved alle mine valg, måtte indrømme at jeg passede ind i London.

Optagelsesprøven på DJH gik som jeg havde forventet. Noget skøjtede jeg over som en lille prinsesse, andet måtte jeg sidde i ren desperation og føle hvordan mit mod langsom forsvandt ned i et stort sort hul. Det betyder, at jeg på nuværende tidspunkt ikke har nogen fornemmelse af hvordan det gik. Samtidig tør jeg heller ikke at have nogen forhåbninger. Det vil ikke bringe andet, end en mulig skuffelse i sidste ende, hvis jeg ikke kommer ind.

Noget helt andet er, at jeg er begyndt at følge mere med angående hvad der rør sig i vores samfund. Jeg er stadig ligeså kritisk som jeg altid har været, og jeg tvivler på det ændrer sig foreløbigt. De sidste mange måneder har den interne debat med mine nærmeste stået på uddannelse, især priserne i skolens kantine. Her til morgen kunne jeg læse på forsiden af en avis, at vi åbenbart ikke var de eneste der var opmærksomme på et sådan stigende problem. Artiklen hævdede at elever på diverse uddannelse, betaler noget nær det dobbelte, som folk hos ministeriet f.eks. gør. Det kan vi kun nikke genkendende til. Det er absurd, at man som studerende skal betale nær 50 kr. for et måltid mad. På månedligt basis vil det løbe op i godt og vel 800-900 kr. Så længe SUen er så lav, synes jeg ikke det kan være rigtigt, at en så simpel ting som mad skal ligge i en sådan prisklasse på en uddannelsesinstitution. Endnu engang må jeg hævde, at vi ikke skal være stolte over vores velfærd, så længe tingene ser så groteske ud.

Forresten, jeg hader sikringer. Især sent på aftenen.