De 4-øjede monstre

26 05 2009

Alle folk har deres mareridt. Jeg snakker ikke om de mareridt du får midt om natten, men virkelighedens mareridt. Nogle er bange for edderkopper, andre mus, slanger, diverse kryb, og visse folk har endda deres sociale mareridt. Mit mareridt er de 4-øjede monstre. De er overalt. Jeg ser dem hver eneste dag, jeg omgås med dem, jeg afviger dem – de kan bare ikke undslippes. De har 4 øjne, 4 hænder, to munde og to næser, 20 fingre. Hver eneste gang jeg ser dem, jager skrækken igennem mig og på sin vis håber jeg, at jeg ikke bliver et af dem.

Langt de fleste ender med at udvikle sig til et af dem. For dem er det en smuk ting, og mens de sidder i situationen har de glemt alle de rædsler den position i livet fører med sig. Sågar en af mine nærmeste er et af dem.

Indtil videre har jeg undsluppet. Et par gange har jeg været på randen til at ende sådan, men jeg har undsluppet. Der har sågar været abnorme øjeblikke hvor jeg har ønsket at blive et af dem. Jeg er glad for nu, at jeg ikke er et af dem. Jeg har det fint nok med at være et sarkastisk og alene monster i sig selv. Der er så mange ting jeg ikke skal tage stilling til, og stort set bestemmer jeg selv min tilværelse.

For en lang række mennesker er det deres mål at ende som et 4-øjet monster. Skabe sig en tilværelse, i en så banal mængde at de synker ned i sølet. Visse andre kan slet ikke leve uden drømmen om at være et af dem, og sågar Hollywood har i flere årtier, valgt at bygge hele deres taktik på dem. Som en anden zoologisk have, betragter vi andre dem med overraskende og spørgende blikke, der siger “Hvordan skete det?”.

Jeg vil gøre alt for ikke at ende som dem, og istedet prøve på at fokusere mere på min egen fremtid som en enspænder.


Handlinger

Information

Skriv en kommentar