Wtf? Dexter!

Ifølge diverse artikler jeg har læst omkring nihilisme, er det gået op for mig, at jeg på mange punkter er en nihilist. Langt de fleste mennesker ville finde det værende en negativ ting, men egentlig synes jeg ikke det er så slemt endda.

“Nihilisme (af latin nihil, intet) er et filosofisk standpunkt, der benægter eksistensen af et objektivt grundlag for erkendelse og moral.” – Wikipedia.

Meget er jeg blevet kaldt, såsom selvdestruktiv og fraværende, hvilket jo passer ganske fint. Henad vejen passer det jo ganske godt, men jeg ser det bestemt ikke som en negativ ting. At tage den diskussion op med folk, har ikke vist andet end at det skaber en masse vrede, da vi alle jo er forskellige. Jeg har forlængst accepteret, at jeg ikke anerkender eksistensen for en lang række ting, herunder meningen med livet, andre folks morale eller erkendelse. Dog vil jeg påpege, at det heller ikke altid er rart at være fanget i nihilismens jerngreb, da det kan forsage en masse ballade. For at tage et eksempel har jeg for vane, at blive uvenner med en lang række folk, da jeg ikke deler selvsamme glæde livsglæde eller har samme interesse for livskvalitet. Dette vil man tydeligt kunne se i den række noveller jeg har skrevet. Senest er det blevet til en kort novelle, med titlen “Tabermentalitet”. I bund og grund var den udstillet i mit univers set med mine øjne, som var et soleklart bevis på, hvordan jeg selv havde det med livets og dets omgivelser. Kort sagt, at se verden med et gråsyn der omhandler om, hvor ligemeget det meste alligevel er i sidste ende. Langt de fleste ville sætte sig imod mig på dét punkt og atter engang prøve på at overbevise mig om, at glæde og lykke er noget af det vigtigste i livet. Igen må jeg påpege, at folk er anderledes og ikke alle har de samme værdier. 

Dette er også grunden til, at jeg har et bittert syn på ting som kærlighed og parforhold. De fleste tror at det er grundet en slem oplevelse, hvilket det muligvis også var i starten, eller rettere sagt; det var hvad der gav det sidste og endelige skub. Selvsamme gælder det for lykke. Mens jeg står på sidelinien ser jeg de fleste jeg kender, styrte gennem livet og udvikle sig, alt i mens jeg står stille og et eller andet sted ikke har et problem med det. Dette har skabt en masse tumult, samt forældre der har været helt nede på knæ for et bede mig om at komme videre. Jeg har gået med til at jeg nok skulle gøre noget ved det, men det er bestemt ikke fordi jeg vil ligesom de fleste andre jeg kender, hvor det at komme videre bare er en del af deres normer. Selvfølgelig er der også ting jeg gerne vil, og visse drømme jeg gerne vil have der måske går i opfyldelse, men det er ikke en vigtig ting.

Jeg ser mig selv som et monster og jeg har mine grunde. Som Brett Easton Ellis valgte at lade sin nøglefigur i American Psycho forklare, så er mit liv ret simpelt. Du kan se mig, røre ved mig og høre mig, men i bund og grund eksisterer jeg ikke. Hvorvidt det er en sindstilstand eller ej, ved jeg dog ikke.

Med dette indlæg, forventer jeg nærmest en masse vrede og visse folk, der siger jeg ikke skal være så negativ og se lysere på tingene. Jeg nægter.