Wtf? Dexter!

Jeg har ikke blogget i et godt stykke tid, af en så simpel grund at jeg ikke har gidet.

Siden sidst har jeg formået at være indlagt på to hospitaler for stress (som havde ødelagt visse dele af mine indre organer), mistet min indkomst hele to gange, og skidt verden et godt stykke. Andet kan vel næppe ikke forventes af mig.

Dog her på det sidste er jeg begyndt at filosofere lidt over hele min beskidte tilværelse, og jeg er nået frem til, at jeg sgu egentlig er gået hen og er blevet lidt rådden i det. No shit!

Indenfor en måned er jeg blevet sammenlignet med en af satans hånglangere, fået smidt i hovedet af en nær ven hvilket ondt, koldt, modbydeligt og absolut dårligt menneske jeg er, som kun kan finde ud af at manipulere andre folk og få det værste frem i dem. Det er jo lidt en gammel kending vi har fat i der, for den historie har jeg jo hørt før. Jeg er ikke ret stolt af at blive kaldt den slags, men jeg skammer mig nu heller ikke. Jeg står gerne ved, at jeg ikke er et af Guds bedste børn.

Dog har jeg ondt af mine forældre. Jeg ved godt hvordan de har slidt og slæbt i det, for at få mig udviklet bare nogenlunde normalt, og alligevel kan jeg ikke finde ud af at være et rigtigt menneske. Jeg kan huske at min far nævnte for noget tid siden, at det aldrig var hans plan, at hans søn skulle vokse op og blive hvad jeg er i dag (læg mærke til hvordan den dårlige samvittighed ligefrem understøtter ordet “søn”). Undskyld far, men sådan er det altså. Jeg er ked af jeg aldrig fik fuldført mit job som din gulddreng, men det er altså ikke ret nemt at leve op til dine krav altid.

Nå, men for at vende tilbage til at jeg åbenbart er et dårligt menneske, så er der gået sport i den for visse af mine nærmeste, at finde på nye grusomme ting de kan kalde mig. De er ligefrem efterhånden gået så langt at rotte sig sammen i mod mig, for at se om de kan få mig pillet ned. Dog uden held endnu, skal det lige siges. Jeg har lært en vigtig lektie i dette sammenhæng dog; uanset hvor meget du så end beskytter og holder hånden over visse mennesker der ikke fortjener det, så skal der ikke meget mere end en lille fejltagelse til, så bryder helvede løs. For at tage et eksempel:

Inden  jeg røg på hospitalet havde jeg brugt størstedelen af min tid på, at beskytte en kammerat mod en der havde til vane for a chikanere ham. Samme gjaldt en anden kammerat, og jeg præsterede at få denne chikane stoppet ganske enkelt via magt. Da jeg så røg på hospitalet blev jeg jo en smule afskåret fra omverdenen, da jeg hverken havde mulighed for at komme i nærheden af noget internet så jeg kunne holde mig en smule opdateret, eller havde en telefon der virkede for den sags skyld. Da jeg så kom ud igen, viste det sig, at de selvsamme to personer var blevet så fine venner at der ikke var megen brug for mig mere. Det kan jeg håndtere, men at de ligefrem ender med at blive ligeglade med mig, se det er en helt anden sag. Jeg er ikke meget for at blive dolket i ryggen, da jeg desværre har oplevet det en smule for meget, gennem mit ellers ret korte liv. Den enste måde jeg kan reagere når den slags situationer forkommer, er at gå i fuld forsvar. Er der noget min bror har lært mig, så er det at der er ingen der skal lave pis med mig uden at slippe godt fra det. Episoden endte med to tabte venskaber, som jeg helst ikke vil genoptage igen, og at jeg endnu engang besluttede mig for at lukke mig selv inde igen. Jeg er træt af, at når jeg endelig åbner en smule op, så bliver jeg fyldt med lort. Jeg gider det ikke.

Det er muligvis også derfor at jeg har svært ved at håndtere romantikken. Jeg har en beundrer, men jeg kan ikke rigtig sætte mig selv ind i det. Jeg kan ikke rigtig tillade mig selv at have hjertet med i det, da jeg af en eller anden årsag fornemmer at det nok skal gå galt. Forresten selv samme beundrer der kaldte mig for en af satans håndlangere. Jeg er ikke helt sikker på hvordan det er baseret, men der er vel en grund til det.

Mor og far: Jeg er ked af jeg ikke kan være det pragteksemplar  af en søn i så gerne ville have. Især er jeg mest ked af det på dine vegne, Mor, for du har haft mere end nok bøvl med os unger efterhånden.

Nå, men nu kan resten af verden igen rende mig.

Pas på jer selv!