25-års krisen: Jeg er på røven!

11 03 2009

Jeg hader den, frygter den og mest af alt foragter jeg den – Nemlig; 25-års krisen. Jeg har nu rundt regnet sådan ca. 3 uger tilbage, til at finde ud af hvad fanden jeg skal stille op med den. Alt i mens tomheden, resignationen, frygten og panikken raser i mit sind som en flok rabiate hunde, finder jeg mig selv siddende og tænker over alle de ting jeg egentlig ikke fik gjort som ung.

Selvfølgelig havde jeg da også mine gode tider, især i løbet af mine teenage-år (på trods af langt de fleste et eller andet sted anså mig for at være vedvarende stupid, hvilket jeg jo ikke var), såsom hvordan min kreativitet brølede afsted med 180 i timen, da jeg drak mig en tur i hegnet for første gang, og hvordan første gang man kom tættere på det modsatte køn. Men hvis jeg kigger på ungdommen nu om dage, så misunder jeg dem. Ikke for hvad de har eller hvordan de går klædt, men fordi de har så mange år endnu at leve højt på den slags, alt i mens mit for alvor voksne liv er lige rundt om hjørnet.

Men er det nu også det? Ser jeg tilbage på hvad jeg har opnået og hvad jeg evt. skulle have forberedt mig på, så har jeg egentlig sprunget over hvor gærdet er allermest lavest. Det er her panikken for alvor sætter ind. Skal jeg giftes, vil jeg egentlig helst blive det senest når jeg er 30. Nu er jeg næsten 25, tiden er så småt ved at rende ud, og når man er en bundsolid single-fyr som mig, så ser det ikke ligefrem lyst ud. Rent fysisk ændrer man sig også et eller andet sted; håret tynder en smule ud her og der, synet er allerede begyndt at svækkes og man er blevet en anelse rundere omkring livet end hidtil. Det er med rædsel i sindet jeg om morgenen står op, for at  stirre mig selv i spejlet for at se den mindste antydning på nogle få rynker (dog heldigvis uden held endnu).

Selvfølgelig er der også positive sider ved denne krise. Jeg er begyndt at tage visse ting mere seriøst, såsom livet omkring mig taget i betragtning af mit yderst store ego. Jeg læser væsentlig flere aviser nu om dage, alt i mens mit forbrug af kaffe er steget gevaldigt. Rent mentalt føler jeg mig heller ikke som en naiv teenager mere, på trods af folk stadig tror jeg kun er 19, og når jeg stiller spørgsmål til hvorfor, tørrer de den bare af på min ellers så farvestrålende personlighed. Den flint af is jeg førhen havde i brystet, der på sin vis skulle forestille mit hjerte er også begyndt at smelte. Jeg kan nærmest ikke se en reklame for WSPA mere, uden at jeg føler en vis vrede og nærmest sorg. Det har ikke hidtil førhen været mig. Mine fornemmelser siger mig at jeg er ved at blive voksen og følsom et eller andet sted.

Noget helt andet er mine interesser (udover aviser og det maniske forbrug af kaffe), der også er ved at ændre sig. Jeg har de sidste mange år været glad for litteratur, men selv det er ved at tage nye højder. Jeg foretrækker nu om dage mere intelligent skønlitteratur, fremfor det jeg ellers fortroligt nød i stor grad, da jeg var på den friske side af de 20. Samme gælder min smag i film. For ikke så længe siden sendte de Predator (ja, den med Arnold i hovedrollen) i TVet, og jeg indrømmer blankt at den ikke havde den samme effekt på mig, som den havde da jeg købte den på VHS for mine egne lommepenge for små 13 år siden. Jeg er begyndt at se de mere følelsesladet film, især britiske dramaer. Jeg er sågar nået så langt at jeg har investeret i Brokeback Mountain på dvd og nydt den. Jeg drikker mig heller ikke sanseløst fuld mere, og de gange jeg egentlig tager et smut i byen vælger jeg at holde mig til min grænse.

Det er svært at tænke på at jeg inden længe muligvis skal til at tænke på hus, børn, bil, hund, sure naboer, farven på min væg, økonomi og et velfungerende forhold, hvilket jeg hidtil har været verdensmester i at destruere med mit ego. Pludselig skal livsstilen også laves om; måske skulle man stoppe med at ryge og motionere noget mere. Være mere flink og rar og ikke en tikkende bombe af vrede, mens man prøver på at bekæmpe resten af verdenen med arme og ben. Det er på tide at overgive sig til resten af samfundet og blive et med det.

Jeg kan som sagt se frem til 10 år fyldt med panik, angst, frygt, resignation og en mulig tomhed hvis tingene går helt skævt.

Man siger jo om midtvejskrisen, at det er ligesom panik før lukketid. Denne krise derimod vil jeg påpege er som panik før åbningstid, hvor du selv står bag døren og stirrer med frygt ud på den virkelige verden.

 

Jeg er på røven.





Nye højder

11 03 2009

Når man er ung kan det ofte være svært at finde ud af livet. Og det bliver bestemt ikke nemmere med årene. Det har jeg måtte erfare det seneste stykke tid, da jeg i årvis har rent rundt og vitterlig troet på, at jeg kunne- og ville både det ene og det andet. Om under en måned bliver jeg 25, jeg har aldrig opnået det helt store og er end ikke engang uddannet endnu. Min 25-års krise presser sig mere og mere på og jeg har måtte tage den drastiske beslutning, at nu skal der endelig gøres noget.

Derfor har jeg så sent som i går søgt ind på journalist studiet i Århus. Man skal jo lave det man er god til, ikke sandt? Alt andet ville være spild af både tid og talent (hvilket jeg har lært på den hårde måde).

Eftersom ingen andre har ønsket mig held og lykke med det, vil jeg selv gøre det. Det er mit ego trods alt stor nok til.





I vildmarken: Vejen til depression

11 03 2009

De sidste to dage har jeg haft ‘fornøjelsen’ af at besøge Gråsten. I samme hug besøgte jeg også min Far, men det er en hel anden historie, ligeså vel som hvorfor jeg var i Gråsten (det var faktisk en jobsamtale).

Efter nævnte jobsamtale, fandt jeg mig selv på randen af depression (ikke fordi jeg fik afslag, for dér er vi ikke kommet til endnu), da jeg realiserede at jeg måtte vente på mit tog i Gråsten i godt to timer. Gråsten er ikke verden mest begivenhedsrige by – det ved enhver idiot, men ikke noget er trods alt så skidt at der ikke kommer noget godt ud af det. Dog vil jeg påpege, at det ikke altid er helt sandt. Gråsten er meget lig depression. Jeg havde set frem til kaffe fra kiosken på banegården, stride strømme af intelligent litteratur (da undertegnede havde glem at tage en bog med), og muligvis et nærmere kig på befolkningen. Med dyb sorg i mit sind må jeg erkende, at ingen af mine håb på nogen måde viste sit sande ansigt. Banegården havde ingen kiosk og det tætteste man kunne komme på en kop kaffe var enten misbrugcentret, som banegården deler bygning med, eller tankstationen på den anden side af gaden. Kaffe var hermed ikke en mulighed, da jeg simpelthen nægter at drikke kaffe fra en tankstation. Jeg var mand nok til i det mindste at kunne drikke det tjærelignende stads man kan få på enhver banegård.

Litteratur så jeg heller ikke skyggen af, da mangel på en kiosk endnu engang sørgede for at den mulighed blev destrueret som dug for solen. Tankstationen havde ikke andet end ugeblade og det er ikke hvad jeg forbinder med litteratur. En plan måtte sammensætttes og med et svagt glimt af håb, bedrog jeg mig afsted rundt i byen medbringende min kuffert for at finde en bogforretning. Umiddelbart skulle man tro at enhver by i det minste havde en bogforretning, men det gælder åbenbart ikke Gråsten. Efter en times søgen opgav jeg håbet og trodsede mine fordomme, til fordel for at bevæge mig ind på farlig grund i form af Super Brugsen. Langt de fleste supermarkeder har nu om dage en eller anden form for litteratur, og samme gjaldt Super Brugsen. Problemet var bare, at de sådanset kun havde et udvalg på hele to bøger. Vel at mærke to bøger jeg absolut ikke fandt interessant. Fra dét øjebik begyndte jeg at hade Gråsten, selvom jeg havde været i byen nogle gange da jeg selv har boet i Sønderborg i nogle år.

Jeg har absolut intet imod små samfund, men Gråsten vinder virkelig prisen i år, for årets mest kedelige og ligefrem depressions fremtvingende by. Undskyld til borgerne i Gråsten, men jeg har virkelig ondt af jer.





Tiderne skifter

8 02 2009

Når jeg kigger tilbage på dengang jeg selv var barn, og prøver på at sammenligne det med dét børn laver nu om dage, kan jeg se store forandringer, taget i betragtning af at det jo ikke er længe siden jeg selv var en lille snotunge.
Jeg sad igår morges og spiste morgenmad med min datter, mens TVet kørte på fuld udblæsning af Spider-Man, der kæmpede mod en noget så farverig skurk og det slog mig, at da jeg va barn have jeg stakkevis af tegneserier med Spider-Man, og hvad der dengang hed Projekt X (I dag bedre kendt som X-Men). Med den nye teknologi behøver børn nærmest ikke tegneserier til noget mere (og jeg indrømmer da, at jeg selv er begyndt at læse comic strips på nettet i stedet). Da jeg var barn, kunne man gå ind i enhver kiosk og købe disse farvestrålende magasiner, der slæbte én med ind i et helt andet univers. Nu om dage, er den slags nærmest ikke til at opdrive, andet end lige få udvalgte steder (DSB kiosker fx, og dedikerede tegneserieforretninger som Faraos Cigar og Fantask, samt diverse brugtbogsforretninger), hvilket jeg synes er en skam. Selvfølgelig vil jeg da bøje mig i støvet for den nye teknologi, men et eller andet sted synes jeg det er ærgeligt nutidens børn går glip af den slags.
Hvor tit om sommeren har jeg dog ikke siddet på bagsædet i bilen mens vi kørte på ferie, plantet godt med min discman og en håndfuld tegneserier, for slet ikke at nævne de gange jeg slæbte skidtet med i skole (sågar i kirken en enkelt gang til en barnedåb – Jeg er en nihilist, jeg ved det).

Alt skifter jo med tiden, og visse ting er ikke altid for det bedste. Da jeg var en lille purk, der so til kl 7 på en lørdag morgen og selv kunne tænde fjernsynet når jeg vågnede, så jeg selvfølgelig tegnefilm som alle andre børn gør. Nu kan jeg ikke erindre hvad jeg egentlig så, andet end Chipmunks og så noget tilbage fra 80′erne med en eller anden lille viking. Dog vil jeg påpege, at det bras de sender nu om dage er dalet gevaldigt i kvaliteten. Dette er ikke et rant om, hvor sindssyg Teletubbies er. Det behøver jeg vist ikke gøre rede for. Jeg snakker om de almindelige tegnefilm de sender på en højhellig lørdag. En dreng der kan lave sig om til en drage (American Dragon hedder den vist). Plottet er ganske godt, og jeg er sikker på selv jeg ville finde det finurligt da jeg var barn. Hovedsagen er bare at de folk bag skabelsen af disse tegnefilm, ser ud til at være under et gevaldigt pres. Aldrig i mit liv har jeg da set noget så ringe tegnet. Dette, kære venner, er urealisme i allerhøjest grad! Ganske vist er jeg ikke en af de syge fædre der fortæller deres børn de ikke skal se det bras, da min datter i realiteten burde være mere eller mindre selvstændig lige på dét område, og det vil jeg helt ikke ødelægge for hende.

Noget helt andet er, at jeg har funderet over nogle af de mest ringe opfindelser indenfor de sidste 10 år. Nu er det jo snart ti år siden at det nye ‘millenium’ begyndte, og med sig bragte det jo et boom af nye smarte højteknologiske ting.

Minidisc
Hvad fanden var pointen med den egentlig? Jeg havde en minidisc afspiller, men de få skiver jeg havde til den, var for det meste nogle jeg selv havde blandet på mit fine stereoanlæg derhjemme. Jeg kunne ligeså godt have brændt en CD i stedet. Denne dims slog aldrig rigtig igennem, og gad vide hvorfor. Den var jo ret praktisk, men jeg tror bare den var et par år for sent på den.

Senseo Kaffemaskine
Jeg er selv den “stolte” ejer af sådan en, og lige siden jeg anskaffede mig den har jeg hadet den som pesten. Hvorfor? Jo, ganske vist lever den jo op til det den skal kunne; altså lave kaffe og hurtigt. Efter min mening er den noget lort. Det er langt de færreste mennesker der kun drikker en kop kaffe på en times tid. Den er ret praktisk de tider hvor man lige kunne trænge til en kop kaffe om aftenen mens man ser nyhederne (eller læser tegneserier og bøger), men så er det også det. Har man et socialt netværk og en Senseo, er man nærmest tvunget til at købe en kaffemaskine eller stempelkande ved siden af, da en Senseo bare ikke fungerer når man har gæster der drikker kaffe. Selv her, bliver den overgået af instant kaffe og en elkoger.
Singlen med tabermentalitet uden et socialt netværk vil uden tvivl være glad for denne dims.

Windows Vista
Jeg bliver hadet for at skrive dette her, men so be it. Jeg ved, at mange af de faste brugere af Microsofts produkter er uenig med mig her, og det er jeg egentlig ret ligeglad med. Vista er og bliver noget lort. Ikke bare var deres første sending så fuld af fejl, at det simple vidste han eller hun muligvis var på røven, hvergang vedkommende tændte for sin computer. I Microsofts forsvar fik de da rettede hvad der skulle rettes (og alligevel var lortet så uoptimalt, at man som Mac-bruger ikke kunne lade være med at le). Det er ikke bare styresystemet jeg er mest i mod, men det at Microsoft denne gang har været så frække og fantasiløse at de måtte ty til tyveri. Ja, du hørte mig godt; tyveri! Det viste sig (og endnu engang som Mac-bruger må jeg le), at Microsoft havde stjålet ale funktioner fra Mac OS X Leopard, der på daværende tidspunkt allerede havde været på markedet i et godt stykke tid. Flot Microsoft, lad nu være med at lave lort i den med Windows 7, ikke? Tror da pokker i sendte Windows 7 på markedet så hurtigt.

Jeg vil smide flere ting på, når jeg kommer i tanke om dem.





Kaffegrums og velvære – et lille tip!

19 01 2009

Det er muligt du på nuværende tidspunkt spørger dig selv, hvad kaffegrums og velvære dog kan have med hinanden at gøre. Det er også en mulighed du allerede ved dette; dog stopper det mig ikke fra at fortælle dig det – og du læser det, gør du!

Processen:

Efter du har lavet en skøn kande kaffe tager du filteret ud af beholderen i din kaffemaskine, eller hvad du nu ellers bruger (side-tip: halvanden ltr. colaflaske skåret over på midten, med en 2-krone i flaskehalsen kan også bruges), og lige skyller det gennem i noget koldt vand. Derefter skyller du hænderne i det resterende vand i filteret, og lige tager en håndfuld kaffegrums og smører hændere ind i det. Ganske simpelt og nemt, bare husk at skylle filteret i koldt vand så du ikke brænder nallerne.

Effekten:

Når du står der med lapperne smurt ind i kaffegrums og har nået det punkt, hvor du tænker ‘Hvad fanden har jeg egentlig gang i her?’, skyld derpå hænderne under hanen og mærk den bløde dejlige fornemmelse.

Landet ligger sådan, at de knuste kaffebønner har en effekt lig sandpapir, dog slet ikke i de termer hvor du ligefrem slider huden i stykker (visse alternative folk tror på det har en helende effekt, men det pladder må de selv om). Virkningen er sådan, at de knuste bønner simpelthen “slider” laget af døde hudceller, og evt. det skidt du alligevel ikke kan få af med håndsæbe, og efterlader din hud helt frisk og ren, med en absolut kosmisk fornemmelse af blødhed  - prøv det.

Jeg lærte dette trick af en tilfældig fyr på et kollegie i København. Først var jeg sikker på han tog pis på os, og selvfølglig bare var ude på at få sig et billigt grin. Altså, at få hele 3 mennesker til at stå og smøre sine hænder ind i kaffegrums, kan da kun være et komisk syn. Men eftersom han selv lagde ud med at gøre det, tænkte vi at det sgu da egentlig var ok. Minsandten om han ikke havde ret.

Dog vil jeg påpege, at dette ikke er noget du skal gøre for tit, da dine hænder generelt ikke har godt af for meget slitage, så begræns det til et par gange om ugen. Er du alligevel så dum at gøre det hver eneste dag, vil jeg lige advare dig om, at på den tredje dag vil dine hænder begynde at svie. Så gør du det, er det altså for egen regning, og du kan nyde at du et eller andet sted er en ignorant idiot. 

 





Kasteration? Du må da være sindssyg!

14 01 2009

Ifølge dette link fra en artikel i Ekstra Bladet jeg læste på vej hjem fra skole, ser det nu ud til at tålmodigheden fra et flertal hos henholdsvis DF, Social Demokraterne og De Konservative er ved at være slut, hvad angår strafferammen for overgreb på børn.

Som det kan læses, så forslår Marlene Harpsøe (medlem af DF’s retsudvalg) en noget alternativ løsning på det. Nemlig at kastrer den skyldige. Dog hævder hun, at det først er anden gang “hammeren skal falde” den skyldige begår en lignende forbrydelse. Nu er det sådan at jeg dybt uenig i at det først skal være anden gang, men egentlig første gang den skyldige begår overgrebet. Dog vil jeg dog påpege at en medicinsk kasteration måske ikke lige er løsningen.

Sørg dog for at disse forbrydere får noget hjælp. Jeg ved godt at det er hvad vi prøver på nu, og stadig ikke har opnået nogen form for succes, men er det så den rette hjælp de får? Jeg tvivler. Rygterne siger at disse folk ikke kan hjælpes, at det er et fænomen man ikke kan slippe af med, men den må vore kære politikere simpelthen længere ud på landet med. Dog, skulle det være sandt, hvorfor så ikke sætte strafferammen længere op? En voldtægtsmand får i dag ikke en straf der er høj nok til selve forbrydelsen, og samme gælder sådan set langt de fleste andre forbrydelser. I den ultimative extreme verden ville kasteration måske være en god løsning, men i den knapt så extreme burde en forbrydelse såsom overgreb på børn, give noget der minder om 30 års fængsel.

Derefter kan man så diskutere hvorvidt det i og for sig så er fair overfor den skyldige. Tjah, hvorfor ikke? Han behøver jo ikke sidde i isolation i alle 30 år vel? Sagen er den at bure vi ham (eller hende.. I kvinder slipper ikke) inde, så ved vi hvor vi har vedkommende og derpå arbejde os frem til en løsning på deres mani.

Kasteration er bare ikke vejen frem. Undskyld Marlene Harpsøe, men du lever i en drømmeverden.





Problematisk analysering

14 01 2009

img_0141

 

Som citatet siger: “Allah er tilgivende og mild… Og uden kærlighed”

Jeg ved ikke med andre folk, men jeg har en lille smule svært ved at analysere betydning af dette citat. Dog er det muligt at “Og uden kærlighed” er tilføjet af en anden person, end vedkommende der oprindelig havde skrevet det.

Fandt dette citat på bagsiden af et sæde i bussen hjem fra banegården.





Barndomskærester

12 01 2009

Basse
Eller det er måske så meget sagt. Jeg havde ikke rigtig en barndomskæreste; nærmere ‘den store teenagekærlighed’.

Den sidste uge har ikke været ret nem. Først en fyring ud af den blå luft, og stort set uden nogen reel grund. Derefter et venskab der langsomt smulrede, vel og mærke et venskab der alligevel var begyndt at gå i den retning (men en afslutning er jo aldrig rar, vel?). Sidst men ikke mindst den fortabte kærlighed, åh hvilken grusomhed det dog end er!

I over en uge har jeg været trist til mode, og ikke rigtig gidet nogle folk. Dog er jeg på ret køl lige nu, og det kan jeg takke min gamle teenagekærlighed – Louise, for. Jeg hørte pludselig fra hende, og vi kom til at snakke om gamle dage, uden at det hele føltes hverken forkert eller akavet på nogen måde. Det er snart 10 år siden det hele gik for sig (8 år egentlig, men hvem fanden tæller alligevel, ikke sandt?), og derfra har jeg en masse gode minder. F.eks. festen hvor vi første gang mødte hinanden, hvor vi endte med at sove på en trappe og senere en meget lille sofa, i et stort dyrt hus et sted i Hellerup (ironisk nok ejet af min eks-kærestes forældre). Senere hvordan vi var til fødselsdag sammen, og sov på nogle puder der tilhørte en gammel sag af en sofa. Louise og jeg har mange gode minder sammen, og jeg holder meget af de minder og især hende. Tror aldrig helt jeg holdt op med at føle for hende, som jeg gjorde dengang. 

Velvidende at vi begge nu er voksne, godt i gang med vores karrierer og lever to vidt forskellige liv, er det godt man har nogle minder at falde tilbage på. Dengang havde vi ikke meget (som unge mennesker har nu om dage), men vi levede højt på, at sålænge vi havde hinanden så skulle det nok gå – og det gik.

Det tydeligste minde jeg har om hende, var turen hjem fra Hellerup med S-Toget. Hun skulle til Rødovre og jeg selv, ja jeg skulle til Hovedbanen. Under den korte togtur udvekslede vi ikke et eneste ord. Vi havde travlt med at nyde at være sammen, for ingen af os vidste hvornår vi ville se hinanden igen, og der skulle da også gå godt et år før vi sås igen. Ofte har flashbacks af, hvordan hendes blå øjne heletiden søgte mine. Det er den slags øjeblikke jeg er glad for jeg kan huske. 

Som alle andre havde vi også en sang. Det var i de år hvor jeg var helt vild med Kashmir, hvor jeg gik i samme tøj som dem og kunne alle deres sange udenad (hvilket jeg tror jeg stadig kan). Louise var også vild med dem, og en aften kom vi til at snakke om dem. Vi udvekslede nogle sange, og deriblandt var Bring Back Superman. Den sang har siden da altid været vores sang. Ofte har jeg fået en besked fra hende, at nu hørte hun den og kom til at tænke på mig. Se, det er jo noget en gammel taber som jeg bliver glad for, og det varmer ikke mindst om et sørgelig hjerte som mit.

Siden dengang er der sket en masse. Kort efter vores ungdom var ved at have nået sin ende forsvandt jeg, og glemte alt om slænget (dvs. jeg glemte dem jo ikke, de var bare ikke en del af mit liv mere). Vi fik begge faste kærester, jeg blev far og kom aldrig væk fra Jylland mens hun blev i København. Vi havde begge en retning vi skulle følge nu. Så vidt jeg ved, følger hun stadig sin retning, mens mit liv langsomt faldt fra hinanden.

I mine relativt korte 24 år har jeg formået at skaffe en masse minder, men ingen minder vil nogensinde stå så stærkt som mine minder om Louise.

 

Den dag i dag snakker vi stadig sammen…





Hundesitter

11 01 2009

tootz2Dette er Tootz. Den hund jeg har været så heldig at være hundesitter for her i weekenden, mens hendes ejer har været på en lille ferie i Århus.

Er hun ikke bare en lille kosmisk perle, der kun kan være elsket af proletarets individer?





Begyndelsen

10 01 2009

Så kom den blog på benene.